Tibet, Grønland, og fodboldens kraft til genkendelse

Fodbold har altid været viklet ind i forestillinger om national identitet. Det er ikke et simpelt forhold, heller ikke en konsekvent, men dets enhedskraft er en stor del af det, der gør det internationale spil så specielt. Mens de fleste af os forbinder internationale kampe med dårligt sungede hymner, flag, der rager ud fra biltage og heftigt omstridte debatter om XI-inklusioner, for andre er selv det at blive betragtet som et internationalt fodboldhold en glædelig og validerende oplevelse.

Det er ikke underligt, derefter, at Tibets første fodboldkamp var genstand for megen kontrovers. Den 14 ^th Dalai Lama flygtede fra Kina til Indien i 1959, og siden er en række tibetanere gået i eksil; anslået 108, 000 tibetanere lever i eksil i Nepal, Bhutan, og Indien, med den internationale diaspora på i alt omkring 150, 000 – diasporaens flydende karakter har hjulpet tibetanerne i eksil med at holde deres kultur og traditioner i live.

Tibets første kamp som fodboldhold fandt sted i 1999, ret bizart mod et hold af spillere opstillet af det italienske non-profit rockband Dynamo Rock. Bandet havde noget af et blødt punkt for Tibet og kontaktede tibetanske embedsmænd for at høre, om en fodboldkamp var en mulighed. Kasur Jetsun Pema (Dalai Lamas søster) hjalp med at organisere og udvælge spillere i den tibetanske bosættelse Bylakuppe i Indien. Dette hold rejste til Bologna, Italien og spillede en opvisningskamp mod et hold bestående af sangere og bandmedlemmer. Tibetanerne vandt 5-3, men endnu vigtigere, denne kamp lagde grundlaget for et tibetansk landshold, som i 2001 ville have spillet deres første landskamp.

På en 'cykeltur' i Tibet engang i 1997, en dansker ved navn Michael Nybrandt fik idéen – i en drøm – om at skabe et tibetansk landshold. I løbet af de næste par år, mens jeg studerede i København, han tænkte på at arbejde hen imod dette, men det blev først til virkelighed som et resultat af en 3 ^rd års universitetsprojekt, hvorefter han præsenterede resultater for den tibetanske eksilregering, som allerede var interesserede efter holdets ’99-sammensætning. Den tibetanske eksilregering gik med til Nybrandts forslag og det tibetanske nationale fodboldforbund blev dannet, med Kasur Jetsun Pema som præsident.

Når spillerne blev valgt, Tibet havde brug for at finde en modstander. På grund af FIFAs regler, FIFA-medlemmer kan kun spille kampe - officielle eller udstilling - mod andre FIFA-medlemmer, hvilket udelukkede masser af muligheder for det tibetanske hold.

Se den rettidige ankomst af Grønlands FA. Michael Nybrandt kontaktede Grønlands Fodboldforbund (GBU), og de blev enige om at spille mod Tibet i en venskabslandskamp. Nybrandt tænkte på Grønland på grund af deres fælles kampe med Tibet; "Grønland og Tibet er to små nationer, der kæmper for deres overlevelse", udtalte han. Grønland havde også sin rimelige andel af suverænitetsspørgsmål på det tidspunkt; dens afhængighed af Danmark var et vigtigt emne i grønlandsk politik. GBU så kampen som en mulighed for at demonstrere, og henlede opmærksomheden på, dets potentiale som selvstændig nation. Udover, der er noget poetisk over et hold fra Himalaya, der står over for en gruppe arktiske øboere.

Muligheden var især tillokkende, da GBU i årevis forud for kampen havde forsøgt at få medlemskab af UEFA og FIFA; det var udelukket fra at opnå medlemskab på grund af dets manglende græsbane på territoriet (det grønlandske klimas permafrost ville forhindre en sådan bane, men de har en kunstig bane i hovedstaden, Nuuk).

At kampen mødte modstand fra en række steder er måske ikke nogen overraskelse. Wang Canfen, charge d’affaires på den kinesiske ambassade i København, anført følgende

Det er en splittende handling, at Dalai Lama Group frejdigt skulle sende et fodboldhold i navnet på det såkaldte tibetanske landshold til Danmark for at deltage i en fodboldkamp og hengive sig til uhæmmet propaganda til denne begivenhed. Dette har fuldt ud demonstreret deres bagvedliggende politiske motiv til at søge tibetansk uafhængighed med forklædning af sport, splitte moderlandet, og dermed skabe problemer for kinesisk-danske forhold såvel som kinesisk-grønlandske forhold. Den kinesiske regering håber, at dansk og grønlandsk side vil være fuldt opmærksom på denne begivenhed. Jeg værdsætter, at Deres hjemmestyre lægger stor vægt på et godt og frugtbart samarbejde med Kina, og jeg vil gerne udtrykke mit oprigtige håb om, at hr. Premier vil tage hensyn til den overordnede situation for det kinesisk-danske og det kinesisk-grønlandske forhold, øv din indflydelse, og minde Grønlands Idrætsforbund om ikke at blive brugt af Dalai Lama Gruppen, og ydermere træffe konkrete foranstaltninger for at sikre, at der ikke vises tegn vedrørende Tibets stat eller Tibets uafhængighed under fodboldkampen.

Ja, det var ikke den eneste gang, kinesiske politikere truede kampens forekomst. De sigtede også mod Grønland, hævder, at hvis kampen gik i gang, så kan de stoppe med at importere rejer fra Grønland fra Grønland (rejer udgør en betydelig del af Grønlands eksport). Royal Line AS, et fiskeselskab og sponsor for GBU, udtalte, at hvis kampen fik deres sponsorat til at være uholdbart økonomisk, de bliver nødt til at genoverveje deres støtte. Et møde mellem kinesiske diplomater og danske embedsmænd fandt også sted, hvor det blev anmodet om, at det danske udenrigsministerium greb ind for at forhindre begivenheden – de afviste, hverken støtte eller stoppe kampen, med henvisning til, at det blev anset for at være et privat arrangement og dermed var indgreb forhindret af dansk ret. "Det var lidt skræmmende at se omfanget af Kinas indflydelse i Europa, ” sagde Nybrandt til France 24, "Jeg var lige ude af skolen, da jeg startede dette projekt - så blev jeg pludselig indkaldt til et møde på den kinesiske ambassade."

Kampen fungerede også som en protest mod det monopol, FIFA og UEFA havde på at planlægge kampe. Grønlands Idrætsforbund oplyste, at "Det er klart, der er en slags politik i det...men der er også sportspolitik' på grund af den urimelige situation, hvorved FIFA bestemmer, hvem der kan spille mod hvem. Deres deltagelse var dobbelt; de sympatiserede med en anden koloniseret gruppe mennesker, for det første, men også med at de blev nægtet adgang til FIFA-turneringer.

Uanset, en gruppe af tibetanere i eksil blev fløjet til Danmark fra forskellige steder rundt om i verden. Tibetanerne havde en trup, som trænede sammen i en måned forud for kampen i regi af ekstræner Jens Espensen, men flere af spillernes rejsedokumenter blev afvist, efterlader holdet mangel på spillere. Så der blev ringet til telefoner, kontakter opbrugt, og spillere blev trukket ind fra hele den tibetanske diaspora; til sidst blev et hodge-podge-hold samlet. Deres modstandere led også af personaleproblemer, da en flystrejke i Grønland betød, at de fleste af deres spillere ikke kunne rejse; Grønlands træner Sepp Piontek blev tvunget til at tilkalde grønlandske spillere inde fra Danmark med kun 48 timer tilbage.

På trods af dette utal af politiske og logistiske udfordringer i månederne op til spillet, det tibetanske landshold ankom til Københavns lufthavn, prompte mødt af Michael Nybrandt. De skulle bo på en lokal skole i nærheden af ​​stadion, betalt af Hummel, som også sponsorerede Tibet (deres administrerende direktør er buddhist). Grønlands rejeeksport, til sidst, var upåvirkede.

Selve kampen var en affære af ret lav kvalitet, som det måske kan forventes, men det var selvfølgelig ikke meningen. Grønland løb ud med 4-1 vindere foran omkring 5000 fans på en lun københavneraften. Da flag og hymner blev forbudt, fans vinkede deres egne inderligt på tribunen. Der blev spillet hymner, tårerne flød, og kampen blev forsinket med tyve minutter på grund af det hidtil usete antal tilstedeværende fans. Stemningen var festlig. Tibet var vindere for at opnå anerkendelse på den globale scene, Grønland for at lette det.

Om så bare kort, dette spil bragte eksil-tibetanerens situation frem i den globale samtale. BBC-artiklen, der dækkede spillet, havde overskriften 'Beaten Tibet score politisk point', men det underdriver måske dens betydning; dette var ikke fodbold for at score, eller få en over hinanden. Dette var fodbold i solidaritet og fest. Fodbold er håndgribeligt – der sparkes til bolde, der scores mål, drejekors skubbes, sange synges – og det er måske derfor, det er så effektivt til at aktivere de uhåndgribelige forestillinger om national stolthed og internationalt samarbejde.

Dokumentaren Den forbudte drøm fra 2003 dækker Tibets træningslejr og tur til Grønland fra et førstehåndsperspektiv, og kan findes på YouTube – den indeholder nogle fantastiske billeder af selve kampen.

CONIFA blev grundlagt i 2013 og har i øjeblikket 60 medlemmer, inklusive Tibet, som ikke er tilknyttet FIFA. Det støtter repræsentanter for internationale fodboldhold fra ikke-anerkendte nationer, regioner, mindretalsfolk og isolerede sportsområder. Fodbold er fortsat politisk, men det hele er ikke dårligt.

[Tibet, Grønland, og fodboldens kraft til genkendelse: https://da.sportsfitness.win/Sport/fodbold/1003039441.html ]