Poesi:The Rhyme of the Katwijk Mariner – An Ode to the Dauntless Dirk Kuyt

Dette er en ode til den uforfærdede Dirk Kuyt.

Prolog.

Til højre er Nordsøen:dens krusede hud er brudt af en hval, der bærer sin spydstolthed som en medalje, eller den knyttede næve af en bølge, der regner ned over kæben på en fiskerbåd. Bolværker af vand og slud, der bøjer stål, kan ikke bøje viljen hos manden bag kaptajnens hjul. Han opkaldte sit tredje barn efter sig selv. Dirk Kuyts far kom hjem til ham hver gang.

Til venstre for Dirk jr. lå kirker, chip-shops og glemsel.

Katwijk-søfarerens rim

Den stolte sømandssøn var allerede en mand.

Nogle troubadourer har den luksus at gå ad mange veje;
En ung Dirk Kuyt fra hjemmet til havnen til markedet til hjemmet
gik ad en vej mange gange
fortryder afstande.

Søndagene i Katwijk blev indkvarteret i Herrens hus
mens lørdage tilhørte Dirk Kuyt.
Den eneste anden gang, Katwijk nogensinde var fremtrædende
var under romertiden,
da Katwijk var af strategisk betydning,
som kommer med at være tænderne på floden Rhinen.

Folk lever her, og deres rygrad har vilje som havdiger.
I stedet for vægten af ​​fiskenettet,
Dirks skulder var et håb om
Katwijks 1, 000
Utrechts 10, 000,
Feyenoords 45, 000
menneskelige sardiner pakket ind på deres respektive stadioner.
Fodbold var lokket og Dirk Kuyt den mest sødygtige.

Den eneste gang hans skulder faldt var i Liverpool, da hans far, Dirk, døde.

Hår med det gule af at høste hvede,
hans ansigt ser ud til at være formet af hagl,
hans forrevne form er af et isbjerg,
ligesom mange af hans kvaliteter er 3/4 under hans hud.

Klippe, is og hav i skikkelse af en fodboldspiller
uadskillelig fra elementerne –
hvordan kunne de skelne ham på banen?

Ekstraordinært-almindelig,
trist som en uskinnet læderjakke
eller hvid som en Golem, med liv og pligt indpustet
og opfordret til aldrig at stoppe:
at gå på, gå på.

På banen, han ville ikke skille sig ud
og ingen så ham melde sin ankomst
men han ankom som et flimmer af trods for enden af ​​stearinlyset.
Som lyset fra et fyrtårn, da bølgerne var højest.

Hans lunger huser vestenvinden, og hans sved kan have skåret sten.
Han virkede som en mand, der ville lave sit eget brød
eller nogen, der kunne give det tårnhøje træ til splinter til brænde
eller lav en bænk til verandaen
og lav så verandaen dertil.

Hans studs dyrkede jorden, så hans holdkammerater kunne høste frugterne
i de mest golde områder på Camp Nou, Standard Liege,
San Siro og Stamford Bridge

Alabast-engle og arbejderklassehelte i fodbold
er sparsomme som istidsfrugter.

Jeg mener, gobeliner bør omfatte dem, der lægger mørtlen:
Makeleles og Francescolis skulle høste dobbelt
da det ligger i deres natur at dele.

Jeg tror på alle Stakhanovs
hacke løs på sten i miner
skal også få udsigt til den nedgående sol.

Dedikeret til det normale og kloge til hybrisens slaviske dumhed
i et erhverv fyldt med det dumme-glade-tomrum
mølløgsglæde ved drinks, cigarillos og løst liv –
Dirk vidste, at hammeren kun er så stærk som viljen.

Hver dag fulgte med forpligtelsen til at bukke under i tusmørket.
Endnu, endelig som kaptajn på sit eget skib i Tyrkiet og Rotterdam,
manden med arven af ​​bare en båd, arvet sølvtøj
og det lykkelige-alltid-efter, der er reserveret
for dem, der ser horisonten og sejler ind i den, ufortrødent.

Han var en angriber, der var en bedre kantspiller end de fleste kantspillere
og en bedre forsvarsspiller end de fleste.
Han kunne ikke løbe, men han ville galoppere.
Dirk Kuyt kunne ikke kontrollere bolden
men han kunne tvinge spillets tidevand til at vende.

[Poesi:The Rhyme of the Katwijk Mariner – An Ode to the Dauntless Dirk Kuyt: https://da.sportsfitness.win/Sport/fodbold/1003039609.html ]